top of page

Graduseleven Gustav Piekuts Beethoven-indspilning modtager stor hæder fra anmeldere


I marts 2019 blev Gustav Piekuts indspilning af Beehovens Diabelli-variationer udgivet hos Danacord. Indspilningen er siden da blevet rost af mange anmeldere. Her er et udklip af omtalen: "Hvad der nu sker, når man møder de minutkorte indkast i Opus 120, lanceret med en svævende følsomhed og resolut præcision af Gustav Piekut, er, at de lyser op som dybdelyriske meddelelser, ikke noveller, men at ligne med haikudigte, mere akkurate og sublimere end strøtanker." - Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen

"Fra den livlige indledning med tempobetegnelsen "vivace" spiller Gustav Piekut de 33 variationer med suveræn teknik, ja, djævleblændt godt. Han demonstrerer alle facetter af Beethovens Opus 120, både de eftertænksomme og de mere balstyrige - der er unægtelig flest af de sidste."

- Kristeligt Dagblad

"Han er helt glasklar og sprød i sit spil, som aldrig mister fokus eller overblik, og i de mere afdæmpede satser, hvor angivelserne for eksempel er "andante" eller "adagio", vælder det lyriske og næsten æteriske frem. [...] Gustav Piekut har tidligere spillet på Hindsgavl Musikfestival, ved Nyborg Slotskoncerter og i Odense Kammermusik, og denne særdeles vellykkede og overbevisende udgivelse er indspillet på Anexet i Kerteminde. Hold øre med ham!"

- Mikael Krarup, Fyens Stiftstidende

"Gustav Piekut, som med denne indspilning præsenterer facit efter en lang række liveopførelser af 'Diabelli,' har begået et album, der, hvis der er retfærdighed til i universet, vil fungere som en løfteraket i hans videre fart i internationalt kredsløb. Her er sikkerhed, fingerfærdighed og beethovensk eksplosivitet. Men her er også balance, eftertanke og modenhed. Frem for alt er her en forståelse for den indre logik i Beethovens kolossale værk, der er det nødvendige brændstof, når man vil foretage så lang en tur ud i musikkens verdensrum."

Thomas Michelsen, Politiken


Featured Posts
Recent Posts
bottom of page